Debat: Jeg er blå og elsker offentlig transport
Tidligere på året kunne DSB berette om yderligere prisstigninger med en gennemsnitsstigning på svimlende 10 procent. Jeg synes derfor, at vi som samfund bør stille os selv spørgsmålet: Får vi en mere grøn, bæredygtig og bedre offentlig transport med plads til flere mennesker?
Hvis man spørger den 82-årige Kurt Terkelsen, følte han sig utryg, da han skulle tage toget fra Roskilde til Vejle under Roskilde Festival. Utryg, fordi toget han skulle med, var proppet med mennesker, så han blev nødt til at stå op. Er det virkelig hvad, vi skal tilbyde vores ældre generationer, der har opbygget vores land, som vi nyder frugterne af nu?
Jeg har den største sympati for Kurt Terkelsen. Jeg kender nemlig selv følelsen, fordi jeg selv tager offentlig transport frem og tilbage fra arbejde og studie hver eneste dag.
Det første jeg gør, når jeg går op ad de beskidte og mørkegrå trapper til Roskilde Station, er at kigge på DSB-skærmen. Jeg tjekker egentlig ikke, hvornår toget ankommer, eller hvilke stationer toget stopper på. Nej, jeg tjekker altid, hvor mange vogne der er på toget. Jeg ser, at der er to vogne, alt imens folkemængden på spor 4 imod København bliver større og større.
Alle de håbefulde passagerer presser hinanden, fordi de godt ved, hvad klokken er slået. Toget ankommer, og jeg ved, at jeg har en fordel. En fordel, fordi jeg er et ungt, friskt og energisk individ, hvilket betyder, at jeg kan være hurtig og snige mig ind ad døren og få en plads.
Jeg troede for en stund, at jeg selv var havnet nede på Roskilde Festival og skulle stå med en øl i hånden og høre fantastisk musik, men så glemte jeg, at det blot var den pressede folkemængde i DSB-toget og lyden af togets biplyde fra dørene, der smækker i.
Er det virkelig, hvad vi skal tilbyde Kurt Terkelsen? En 82-årig mand, som ikke kan få en ordentlig, respektfuld og fornuftig tur på toget. At vi ikke engang kan tilbyde en gravid mor med sit ene barn og sin barnevogn en plads, og at der ikke er plads til cyklister i toget mere?
Det synes jeg er uretfærdigt, utrygskabende og ødelæggende for den såkaldte offentlige infrastruktur. Vi skal turde tænke nyt. Vi skal turde tænke stort, og vi skal turde tænke på vores borgere, som har allermest brug for tog.
Jeg er nemlig blå og elsker toge. Men jeg elsker kun toge, hvor man oplever smilende, glade og tilfredse mennesker. Ikke toge, hvor ældre mennesker føler sig utilpas, unge mødre ikke kan få barnevognen med, og svedige cyklister ikke kan få en plads.
Jeg er nemlig blå og elsker toge. Men jeg elsker kun toge, hvor man oplever smilende, glade og tilfredse mennesker. Ikke toge, hvor ældre mennesker føler sig utilpas, unge mødre ikke kan få barnevognen med, og svedige cyklister ikke kan få en plads.
Hvis vi som samfund skal have flere til at hoppe på toget, er vi derfor forpligtet til at gøre det attraktivt, klimavenligt og bæredygtigt. Ikke gråt, udmattende og decideret ulækkert.
Vi skal derimod gøre det lækkert, fantastisk og altovervindende at tage toget. Derfor skal vi sætte flere vogne ind i myldretiden, gøre offentlig transport langt billigere samt privatisere DSB hurtigere end nogensinde før. Dette kan kun ske ved fri konkurrence, hvor man konkurrer om, hvem der kan levere det bedste, billigste og mest pladsfyldte produkt på de gamle brune skinner fra slutningen af industrialiseringens storhedstid.
Derudover skal der både være plads til unge, gravide og ældre mennesker på toget. Der skal ikke kun være plads til friske, energiske og håbefulde unge mennesker. Toge er nemlig for alle, og derfor kan man godt elske offentlig transport og være blå på samme tid, hvis man gør det på den rette måde, nemlig ved en privatisering af det offentlige monopol på skinnerne ved navn ”DSB”.
