Debat: Jeg er godt nok træt af landsbytosser i kommentarspor

June 17, 2024
Gør noget selv, hvis I er så trætte af vores politikere. Det er alt for nemt at sidde derhjemme og hælde en skidtspand ud over andre.

Jeg er virkelig kørt træt af landsbytosser, der sidder bag computerskærmen og griber fat om tastaturet, når en politiker laver et opslag på Facebook. Disse brokkehoveder ønsker kun at skabe splid og snakke grimt om andre personer. 

Hvis I har så meget på hjerte, så tag jer sammen og gør noget ved det i stedet for at sidde med korslagte arme bag en computerskærm.

Politikerne og alle deres frivillige kræfter ligger i døgndrift for at fremme demokrati, ytringsfrihed og ansvar. Ansvar for at vil bidrage til debatten. Ansvar for at vil gøre en forskel og ansvar for at vil ændre noget, som man er uenig i.

Jeg er selv en aktiv del af valgkampene, fordi jeg gerne vil gøre en forskel for demokratiet. Jeg vil gerne kæmpe for mine politiske mærkesager. Jeg vil gerne være med til at uddele flyers i postkasser, stå ved stationerne og sige godmorgen med en slikpose, og jeg vil også gerne hænge en enkelt eller to valgplakater op for en kandidat. 

Derfor bliver jeg sur, oprevet og allervigtigst af alt utrolig irriteret, når landsbytosser og uenige mennesker snakker grimt om politikere og alle deres frivillige kræfter, der forsøger at ændre noget.

Det kunne f.eks. være kommentarer som ”De laver ikke en skid”, ”De bliver betalt for at have en kaffeklub” eller ”De åndssvage politikere kender ikke til at have et rigtigt arbejde”. Alle disse kommentarer og hadefulde beskeder er splittende for vores demokrati og hjælper ikke på en buldrende klimakrise, et nedprioriteret forsvar eller flere læger og sygeplejersker.

En politiker bruger sine egne penge på at ville gøre en forskel. De bruger penge på flyers, valgplakater og online markedsføring med ønsket om at vil ændre noget. De står tidligt op om morgenen for at have møder, behandle lovforslag og er sent ude på eftermiddagen til enten virksomhedsbesøg eller foredrag. De forsøger nemlig at gøre en forskel for vores samfund – uagtet om man er blå eller rød.

Derfor skal vi begynde at sætte fokus på en ordentlig tone i debatten uden at kalde hinanden for grimme ting og udstille andre på alle mulige måder. I stedet bør disse landsbytosser, der ikke har andet at sige end grimme ting, melde sig ind i et politisk parti eller gøre en forskel som alternativ til at sidde bag skærmen og fortælle alle andre, hvad de bør gøre.