Toptopskatten: Lad os da endelig beskatte de gode idéer og det hårde arbejde endnu mere
Toptopskatten hæmmer væksten, initiativet og samfundet. Lad os støtte andre menneskers succes og økonomiske situation.
Skrevet i samarbejde med:
Daniel Elmann (Liberal Alliance Ungdom)
Simon Andersen (Venstre Ungdom)
Misundelse er en grim ting. Og netop top-topskatten er jo et udtryk for misundelse. For top-topskatten er langt fra tip-top, kunne man jo fristes til at skrive. Det er en direkte dummebøde for at vise initiativ, arbejde hårdt og få gode idéer. Ting som vi ellers mangler så slemt i Danmark. Et sadistisk greb der er specialdesignet til at forblinde middeldanskeren. For hvem vil ikke gerne hade en bankdirektør?
For det første, er det jo et forfærdeligt signal at sende til de mest produktive mennesker i vores samfund. For vi skal jo huske at en vares pris – og dermed en virksomheds indtjening og den løn som topcheferne kan få – bliver bestemt ud fra hvad vi som forbrugere er villige til at give for den. Altså, hvor meget værdi produktet skaber for os. Så deraf er de mennesker med de højeste lønninger i det her land, også de mennesker som skaber mest værdi fra Rønne til Skagen. Og det er et virkelig ærgerligt signal at sende til den specifikke gruppe – at de er uønskede tæskedukker for skattepolitikkens populister. For det andet, kan forslag som dette i værste tilfælde fordrive disse mennesker, deres virksomheder og dermed disse personers gode idéer samt høje produktivitet ud af landet. Og så ender vi alle med at blive fattigere.
Det er og ville altid være en ærgerlig og trist symbolpolitik, som stort set ingen penge bringer statskassen. Regeringens egne estimater anslår det vil indbringe statskassen 0,7 mia. kr., og det er endda i et statsbudget på langt over 1.200 mia. kr.
De 0,7 mia. kr. er endda et meget tvivlsomt estimat, da det er under forudsætning af vi ikke jagter nogen af disse mennesker til steder med mere solskin og lavere skatter. Det er også hvis, at alle så faktisk også betaler skatten. For det er fornyeligt kommet frem at 98 af de 100 rigeste, kan ved hjælp af helt lovlig skatteoptimering undgå at betale den nye top-topskat. Derfor, kunne det meget vel være, vi ender med at tabe penge via denne urimelige tankegang.
Og det kan vi som liberale ungdomspartier simpelthen ikke acceptere. Vi kan ikke anerkende, vi fortsætter denne hetz mod de fremragende idéer og det gode initiativ. Vi kan ikke imødekomme, at symbolpolitikken æder sig ind på skatteområdet og hæver skatterne i det land, der allerede har verdens højeste skattetryk. Ja, vi kan simpelthen ikke acceptere, at det altid er danskerne som må punge ud, når staten finder på nye fiduser der skal finansieres. Det må snart være det offentliges tur. Vi har et råderum på 68 milliarder. Hvis vi indfører nulvækst i det offentlige – altså ikke sparer, men bare fortsætter på samme niveau som nu – kan vi hente yderligere 50 milliarder. Tiden er altså ikke til endnu flere skattestigninger i verdens mest gældsplagede land. Tiden er til skattelettelser – som rent faktisk kan mærkes.