Ungdomspolitiker: Sænk aktiebeskatningen og skab en investeringskultur som i Sverige

September 20, 2023

Danmark skal have en iværksætter- og investeringskultur, der minder om Sveriges. Lad os sænke aktiebeskatningen og skabe en god investeringskultur, så vi også i fremtiden har vækst og velstand, skriver Daniel Anthony Elmann fra Liberal Alliances Ungdom.

I Danmark ønsker vi åbenbart et samfund, hvor iværksætterne på mirakuløst vis bliver beskattet af en fortjeneste, de endnu ikke har realiseret. Vi siger til vores iværksættere, at vi gerne vil bruge en masse offentlige udgifter på at uddanne jer, men bagefter skal I tage til udlandet og starte karriere, fordi Danmark ikke er landet for jer, beklager.


I pressen skrives der igen og igen om, hvordan iværksættere og ildsjæle, der knokler 70 timer i ugen, gang på gang må flytte deres bopæl til udlandet, for det ikke kan betale sig at drive forretning i Danmark mere. Fremtiden kommer ikke til at se lys ud for hverken den hårdtarbejdende sygeplejerske eller direktørfamilien, hvis denne tendens fortsætter. Vores velfærdssamfund kommer til at mangle dygtige iværksættere til fremtidens velfærd, vores virksomheder mister muligheden for de bedste ledere og ikke mindst de mange investeringer, der går tabt i vores virksomheder.


Derudover hjælper det heller ikke ligefrem investeringskulturen inden for landets grænser, når aktiebeskatningen skal være så tårnhøj, som den er. Hvis vi tager et kig over Øresund, havde Sverige i 2022 31 børsnoteringer, hvorimod Danmark blot havde én. Ligeledes har Sverige intet loft over indbetaling til den såkaldte aktiesparekonto. I Sverige har 3 mio. borgere en aktiesparekonto, mens det i Danmark kun er 300.000. Tallene taler sit eget sprog, og skal Danmark have en iværksætterkultur, kan vi med rette se til vores blågule naboer. Statens grådighed efter borgernes penge er med til at begrænse en ellers udviklende, spirende og fremmende investeringskultur, vi kunne have haft i vores lille Danmark.


Vores forældre fortæller os gennem vores opvækst, at vi skal huske at spare penge sammen til enten udbetaling til en bolig, alderdom eller en rejse. Alle disse penge bliver indsat på en bankkonto, hvor de i øjeblikket bliver ædt op af negative renter i stedet for at arbejde i økonomien. Derfor skal vi i stedet hjælpe danskerne med at kunne forstå et mere forsimplet investeringssystem, hvor formuerne kan vokse sig større, hvor drømmene kan blive til virkelighed, om det enten kommer til boligen, alderdommen eller rejsen.


Derfor bliver vi fremfor alt nødt til at lade os inspirere af vores nabolande i Norden. Vi skal se, hvordan de undgår at producere skatteteknisk bureaukrati, som den almindelige borger ikke forstår. Vi skal gøre det nemmere for danskere at blive iværksættere, og vi skal gøre det nemmere at investere. Lad os sænke aktiebeskatningen og lad os sammen skabe en god investeringskultur, så vi også i fremtiden har vækst og velstand i vores samfund.