Unge politikere: – Lad os endelig føre skræmmekampagne overfor unge mennesker

January 20, 2025

At man har brug for at fortælle, at der hersker en frygt, og skabe en misbalance imellem de voksne og de unge, køber vi simpelthen ikke i Liberal Alliance, lyder det fra de tre unge kandidater.

Skrevet i samarbejde med:

Viktoria Kruse (Liberal Alliance)
Nicolai Bach-Pedersen (Liberal Alliance)
Daniel Elmann (Liberal Alliance)
UNGE_POLITIKERE_ROSKILDE_LIBERAL_ALLIANCE_unge_mennesker

Gustav Mortensen, byrådskandidat i Næstved Kommune for Socialdemokraiet, maler et forkert billede af den danske ungdom. Ungdommen i Danmark har aldrig nogensinde haft bedre muligheder, end den har nu. Unge mennesker, er nemlig den befolkningsgruppe, som har de bedste udsigter – både hvad angår levealder, muligheder og ressourcer.

At man har brug for at fortælle, at der hersker en frygt og at den skaber en misbalance imellem de voksne og de unge, køber vi simpelthen ikke i Liberal Alliance.

Derudover synes vi, at det er en smule nedladende, hvis man skal give skylden for den såkaldte mistrivselskrise til alle de voksne. Det er trods alt dem, som har sikret, at vi har et så godt samfund, som vi har i Danmark.

Mange unge mennesker blomstrer og bidrager betydeligt til vores samfund. Derfor behøver man ikke at efterlade hele den danske ungdom på perronen.

En større andel af unge mistrives

Vi anerkender dog, at der er kommet en større andel af unge mennesker som mistrives. Men dette er ikke forældrenes skyld. Det er sociale medier, perfekthedskultur og en omklamrende socialdemokratisk velfærdsstat, som fortæller dig, at du ingenting selv kan.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at et fritidsjob er en utrolig vigtig faktor, så unge mennesker ikke mistrives, men derimod lærer at begå sig på arbejdsmarkedet, lærer hvad indtægter- og udgifter er og hvordan man bliver dannet med en følelse af fællesskab og gåpåmod.

Derudover tror vi på, at frihed og ansvar til det enkelte individ, især for det unge menneske, som har hele livet foran sig, skal belønnes. De unge skal ikke pakkes ind i vat og socialdemokratiske lappeløsninger.

Vi tror nemlig ikke på, at velfærdsstaten skal være det foretrukne førstevalg for de unge mennesker. Vi tror i stedet på, at de unge mennesker skal lære at blive dannede, civiliserede og ansvarsfulde – og de skal selv først tage et valg. Før staten gør det for dig.

Derfor behøver man ikke at føre skræmmekampagne på noget, der ikke eksisterer.

Lad os i stedet tage ansvar, og tale den danske ungdom op. I stedet for at koncentrere os om at give skylden til de ældre generationer.